Om Lisbeth

Jeg er født i Helsingør, rejste til Færøerne i 1965, og boede der til 1992, hvor jeg flyttede tilbage til Helsingør. I 1993 mødte jeg en New Zealandsk kunstner i Helsingør, Pamela Matthews. Dette møde ændrede mit liv. Jeg begyndte at male og har malet siden. Kan godt lide den langsomme proces med oliemaling, hvor jeg kan male i flere dage. Jeg er meget inspireret af Pamela, samt af Peter Fich Christiansen.

Efter et kursus hos Pamela Matthews startede jeg på Skolen for Visionær Kunst i Valby. Senere fik jeg privatundervisning af Birgitte Wolthers på West-end på Vesterbro. Interessen for kunsten steg og steg. I 1994-1995 gik jeg på kunstskole for at lære at arbejde med ler, og her er det specielt lerskulpturer af mennesker som har min interesse. Jeg arbejder også med træskulpturer, fedtsten, maler akvareller og oliekridtsbilleder.

I 1994 fik jeg et kunstnerlegat til én måneds ophold i et vandtårn i Toftlund. Det var en af de bedste måneder i mit liv. En forsmag på hvordan det er at være kunstner på fuld tid. En drøm som gik i opfyldelse. Jeg sluttede opholdet med en meget besøgt udstilling.

Siden 1996 har jeg haft malehold. Den måde jeg underviser på er ret speciel. Det er små hold, højst 5-6 kursister. Jeg kan godt lide udfordringen i at have mennesker på holdet, som siger at de ikke kan male. Min teori er, at alle kan lære at male, men at det måske ikke er alle som ønsker at blive kunstnere. Formålet med at udvikle sig gennem at male er at lære at give slip. At finde troen på, at man kan meget mere end man tror. At finde en indre frihed via maleriet. Jeg har også haft specielle hold for kvinder med angst og hold for flygtningebørn samt børnehold. Jeg har haft malehold i Grønland, på Færøerne, i Hobro og Helsingør.

Som det kan ses af udstillingslisten, har jeg været ret aktiv. Nyder at kunne vise mine malerier frem. Fra 2003 har jeg eksperimenteret med bl.a. håndlavet papir, stof, pailletter, fotos mv. i malerierne. I de færøske malerier bruger jeg færøsk sand.

I 2004 malede jeg fire Indienmalerier. Disse malerier fik jeg lavet postkort af, hvor hele salget gik til Verdens Børn – en lille organisation, hvor alle arbejder frivilligt. Disse fire malerier er helt anderledes end alt andet som jeg har lavet, men ikke mindre spændende. Jeg var sammen med andre faddere i Vestbengalen i februar 2005 for at besøge nogle af projekterne, og i november 2005 rejste jeg til Sydindien, hvor jeg arbejdede med handicappede børn i et halvt år.

I 2008 arbejdede jeg fem måneder på et AIDS-hospital i Andra Pradesh.

Jeg bliver meget inspireret af mit liv, mine rejser og oplevelser. Har malet malerier fra Grønland, Færøerne, Indien, Himalaya, Italien og Danmark

Temaet i de fleste af mine malerier er kærlighed. Kærlighed imellem mennesker, kærlighed til naturen og kærlighed til universet.